Loading

Aarhustøsen Nicoline

Nicoline_0062

Navn: Nicoline Steen

Alder? 24

Hjemmeside? nicolines.com

Instagramnavn? nicofine

Nicoline er nyuddannet PBA i Communication and Media Strategy og lige nu jobsøgende indtil hun skal starte kandidat i september 2014. Hun er single og bor i udkanten af Aarhus C.

Nicoline har boet i Aarhus siden september 2010. Hun kommer fra Nordsjælland, hvor hun både er født og opvokset og har derfor altid haft København som nærmeste storby. Hun flyttede til Aarhus for at studere på TEKO i Herning, hvor hun tog en AK i Fashion Design. Af samme årsag brugte hun derfor de to første år af sin tid i Jylland i Herning, selvom hun boede i Aarhus. Det sidste halvandet år af hendes uddannelse, der har gjort hende til PBA i Communication and Media Strategy, har hun så heldigvis kunnet læse  på Mejlgade i Aarhus.

Hvad elsker du mest ved Aarhus?

Dens fine ydre. Jeg synes Aarhus er en rigtig pæn by med mange hyggelige og smukke områder. Desuden har den mange gode caféer og spisesteder, hvilket er et stort plus for mig. 

Hvor finder man den bedste kaffe/te?

Jeg elsker kaffe og drikker minimum tre kopper om dagen. Jeg ved endnu ikke, om jeg har fundet det sted i Aarhus, der serverer den bedste af slagsen, men et godt bud er La Cabra eller Great Coffee. Det næste kaffe-sted jeg skal prøve er Street Coffee på Vestergade. 

Hvor finder man den bedste frokost? 

Langhoff & Juul en sikker vinder – specielt ”dagens otto”. Derudover er jeg vild med Oli Nicos Fish’n’chips, nr. 47 på Kowloon, dagens ret hos Café Grene, bagværk fra Nummer 24, madgrød hos Kahler Coffee Station eller gourmet hotdogs hos Haute Friture. Ellers må jeg nok indrømme, at jeg er en sucker for en ordentlig burger, så Hot Buns er også en klar favorit. De næste steder der skal afprøves er The Diner på M. P. Bruuns Gade og Juliette Jægergårdsgade. 

Hvor finder man den bedste brunch?

Jeg gør mig ikke så meget i brunch, men kan til gengæld godt lide de forskellige udbud, der er af morgenmad – I ved den billige slags, der blandt andet er at finde ved åen. Mine tre yndlingssteder på det punkt er Globen Flakket, Kejseriget og Kähler Spisesalon. Hvis det nu skal være brunch, og ikke morgenmad, vælger jeg Emmerys’ eller Ministeriet.

Hvor går du i byen?  

Nu går jeg generelt ikke særlig meget i byen og hvis jeg gør er det ofte på bar, men de steder jeg kommer mest er Herr Bartels, Paradis, Sway og Zenza. De næste steder jeg skal besøge er St. Paul Apotek og Smagførsts vinbar – begge i Jægergårdsgade. 

Hvor køber man det lækreste tøj?

Jeg shopper næsten udelukkende i Wood Wood, Diesel, COS og H&M. Wood Wood har altid været mit all-time yndlings af danske brands, så da den åbnede i Aarhus godt trekvart år efter, at jeg var kommet til Aarhus, blev jeg bare lykkelig. H&M og COS elsker jeg fordi, at udvalget er så stort – og så er kvalitet og design ofte overraskende godt ift. prisen. I Diesel køber jeg mine jeans, som altid er af modellen Skinzee. Sko, tasker og basics køber jeg primært på nettet eller i udlandet.

Hvor køber man det bedste make-up og andet dullegrej?

Det gør man i Matas, MAC i Magasin, BeautyCos og Lab48c. I Matas køber jeg alle mine dagligdagsprodukter som ansigtscreme, hårlak, scrub, tørshampoo, hårvoks osv., hvor jeg altid vælger deres ”Striber” og gerne dem uden parfume, da jeg har en ret sart hud. MAC er mit fortrukne brand, når det kommer til make-up, og hvis jeg ikke er så heldig at komme forbi en lufthavn, så jeg kan købe det toldfrit, så køber jeg det i deres afdeling i Magasin. BeautyCos bruger jeg til køb af shampoo og hårkure, da de sælger frisørprodukter til meget billige priser. Og da jeg har denne meget lyse hårfarve, der gerne skal have et koldt skær og ikke et gult, så kræver det special-shampooer og kure. Sidst men ikke mindst forsyner Aarhus’ nye frisørkollektiv Lab48c mig med de frisørprodukter jeg ikke kan få hos BeautyCos. De forhandler bl.a. et henrivende brand, der hedder Davines, der udover dets lækre indhold (der blandt andet tæller en balsam, der gør mit hår pink), også har smukkeste flakoner på markedet, hvilket jo ikke kan undgå at gå lige i mit æstetiske hjerte. 

Hvad er dit “hemmelige” sted i Aarhus - altså et sted ikke mange kender?

Hmm. Da jeg stadig vil betegne mig selv som forholdsvis ny i Aarhus tror jeg ikke, at jeg kender nogle steder andre ikke gør! Men jeg kan rigtig godt lide at gå ned til Tangkrogen, få en is og bevæge mig videre op langs vandet ved Strandvejen. Der er utrolig smukt. 

Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv lidt ekstra?

Så indtager jeg Globen Flakkets kagebuffet, handler ind hos helsekosterne RenKost eller GaneFryd, drikker kakao med flødeskum på Café Englen eller udser mig nogle lækkerier fra Lagkagehuset.

Hvad vil du helst lave en lørdag aften i Aarhus?

Tage i biografen, til koncert eller ud og spise. Bagefter må den gerne stå på drinks på Stiften eller Herr Bartels. 

Hvad vil du helst lave en spontan fri eftermiddag i Aarhus?

Tage i IKEA! Ja, jeg ved, at det lyder lidt komisk, men jeg har altid holdt af IKEA (måske er det den svenske-vibe?). Et andet bud kunne være en tur til Risskov, der er smukt og hyggeligt – og så kan man sågar tage et smut på Emmerys eller lægge vejen forbi nogle af deres fine tøjbutikker. 

Hvad vil du helst lave om søndagen i Aarhus?

Formiddagen må meget gerne gå med en god stor hjemmelavet morgenmad og træning. Derefter gerne en gåtur, venindehygge, blogging, film, serier og forberedelse af spændende aftensmad. Til sidst skal dagen selvfølgelig afsluttes med at se DR1’s aktuelle dramaserie!

Hvad er dit næste arrangement/event i Aarhus?

Et blogger-arrangement hos Kähler og Trentemøller på Voxhall.

Hvad er dit absolut yndlingsspot – hvorfor?

Hovedbiblioteket (og det omkringliggende område) samt AROS. Jeg ved, at det kan virke lidt gammelkoneagtigt med Hovedbiblioteket, men jeg synes virkelig der er skønt. Både at læse der, hænge ud og at komme til deres mange foredrag. Og så ligger det lige op af Møllestien og Vester Allé som jeg har et lidt specielt forhold til. Med hensyn til AROS så har jeg årskort og ja, så indtager det, sammen med Louisiana i Humlebæk, efter min mening, pladsen som Danmarks bedste museum. 

Tak for inspirationen Nicoline 

nicolinecover02

Leave a reply

Your email address will not be published.