Loading

Aarhustøsen Sif Orellana

Sif

Fotograf Tia Borgsmidt

Sif Orellana

Instagram: siforellana

Facebook: siforellana

Hjemmeside: siforellana.dk

Bor med min familie i en gammel kasse i Risskov, mor til tre sønner.

Sif flyttede til Aarhus i 1990, da hun var 19 år gammel. Hun tog herover, fordi hun ønskede at læse til journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Skæbnen ville det dog lidt anderledes for hende, så hun endte med en cand.mag-grad i Litteraturhistorie på Aarhus Universitet suppleret af tillægsuddannelsen fra Journalisthøjskolen. Og den kombination har sidenhen vist sig at være den helt rette for hende.

Sif arbejder som forlægger, forfatter, tv-programvært og foredragsholder. Se mere på siforellano.dk.

Sif er en kvinde med mange interesser. Hun elsker byen med dens mange hyggelige kaffebarer og listige cafeer, men er også et hjemme menneske, som nyder de hyggelige kroge i hendes egen have med en dejlig kop kaffe.  Jeg har interviewet Sif om hendes forhold til Aarhus og hendes yndlingssteder og håber du kan finde lidt inspiration til din næste Aarhus oplevelse ♥

Hvad elsker du mest ved Aarhus?

Jeg elsker næsten alt ved Aarhus; synes byen har været inde i sådan en god udvikling de knap 25 år, jeg har boet her. Jeg nyder, at der kun er et øjeblik til alting og at jeg ikke skal bruge min tid på at hænge fast i trafikken for at komme fra A til B. Jeg elsker latinerkvarteret med alle dets brostensbelagte gader og stræder, holder af kvarteret omkring Jægergaardsgade og M.P. Bruunsgade, det rige café- og restaurantliv, mentaliteten i byen, det blomstrende kulturliv, strand og skov, aarhusianernes hjælpsomhed. Jeg holder af den stemning, det giver, at vi har så mange studerende i byen , og ja, jeg er vild med Aarhus’ størrelse, der giver en oplevelse af at kende sin by godt og høre til. Og så kan det samtidig godt være dét, der gør, at jeg nogen gange nyder at tage et smut til København, hvor det hele bare er større, mulighederne mere talstærke og hvor jeg kan gå på udforskning i byen på en anden måde end her.

 Hvor finder man den bedste Latte?

Jeg nyder at drikke en god kop morgenlatte på Emmerys på Ndr. Strandvej, hvor søstreparret Helle og Marianne sikrer stedet en fantastisk atmosfære. Og så kan jeg som resten af mine byfæller ikke stå for kaffen hos Sigfred’s – både hos Vangsgaard, på Strøget og nede i smøgen i Guldsmedgade. Altura er også et sted, hvor jeg synes, at kaffen er i top.

Hvor finder man den bedste frokost? 

Tja, jeg skulle lige til at sige “hjemme hos mig selv”, men det er jo bare, fordi jeg er sådan et madøre, der både elsker at lave mad og jo af gode grunde ved, hvad der skal til at forkæle mine smagsløg allerbedst. Men hvis jeg skal spise frokost nede i byen, synes jeg, at jeg får god mad på Café Englen, Bistro 65 og Café Casablanca.

Hvor finder man den bedste brunch? 

Ups, helt ærligt, så synes jeg stadig, at de aarhusianske brunchsteder halter lidt bagefter på den front. I København har jeg helt overgivet mig til brunchen på Café Laundromat på Gl. Kongevej. Hold op, den er god! Her i Aarhus tror jeg, at Bistro 65 og deres nye sted i Klassisk Fisk i Nørregade er dér, jeg allerhelst vil nyde dette skønne weekendmåltid med deres lune omeletter, pandekager og store udvalg på buffetten.

Hvor drikker du cocktails? 

Det sker faktisk ikke ret tit, at jeg drikker cocktails ude i byen. Der kan til gengæld godt komme cocktails på bordet, når vi er ude hos venner eller når vi selv lægger ramme til en venne komsammen. Når jeg er ude, drikker jeg oftest et godt glas vin – senest på Løves vinbar i Borgergade. Herligt sted og super betjening! Jeg har dog fået nogle skønne cocktails på Forlæns og Baglæns, når jeg tænker over det. De har sådan en menu, hvor man starter og slutter med en cocktail og nyder en masse gode tapas ind imellem. Den har jeg haft glæden at nyde nogle gange, og den kan varmt anbefales!

Hvad køber man det lækreste tøj? 

Oh, der er mange steder, man kan købe lækkert tøj, synes jeg. Mine yndlingsbutikker er Sofie Fredag, Bahne, Magasin, Diesel, Munthe & Simonsen, FF2, Bisgaard og Edith & Ella. Jeg køber dog også en stor del af mit tøj over Nettet og i København.

Hvor køber man det bedste make-up og andet dullegrej?

Jeg køber næsten al min makeup i Magasin i Mac-butikken. Det mærke er jeg ret vild med, og det gør det nemt og ligetil at have fundet ét mærke, jeg er rigtig godt tilfreds med. Dullegrej er jeg slet ikke sikker på, jeg ved, hvad er. Måske er det fordi, jeg egentlig ikke rigtig bruger så meget “dullegrej”. Jeg kan dog godt finde på at bruge et hårspænde med en blomst fra Sofie Fredag til at sætte håret op, og så elsker jeg Charlotte Wendes smukke smykker, men hun holder til i København.

Hvad er dit “hemmelige” sted i Aarhus – altså et sted ikke mange kender?

Det skulle da lige være min have. Jeg elsker at sidde i én af dens mange lækroge med en god kop kaffe og mærke solen varme min krop på en varm sommerdag. Jeg nyder også at gå ture langs stranden, men det er nok heller ikke så “hemmeligt” et sted. Nogen gange glemmer man, at Dyrehaven findes, og det er faktisk også et rigtig fint sted. Og så kan jeg godt lide at gå en god lang tur i Marselisborg, som er så stor, at jeg godt synes, man kan føle, man er et “hemmeligt” sted.

Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv lidt ekstra?

Det sker faktisk temmelig tit, for jeg er stor tilhænger af selvforkælelse. Jeg kan rigtig godt lide at forkæle mig selv med et velgørende karbad i selskab med en god kop te eller at sætte mig en halv time med en god bog i soveværelset, hvor der altid er fred og dejligt at være. Jeg kan også finde på at ringe til en veninde og invitere hende ud på god kaffe og en hyggelig snak eller at overraske mine unger med en biograftur om eftermiddagen. Der er få ting jeg holder mere af, end at lade mig synke ned i én af de magelige stole i biografmørket med en god lille slikpose i skødet og blive suget ind af en god film i mine sønners selskab. Selvforkælelsen kan også bestå i at købe lidt ekstra godt ind til middagen, at købe mig et nyt stykke tøj, en ny bog eller at melde mig på et spændende kursus. At prioritere tid til at få fyldt lidt ny viden på de indre hylder, det er også selvforkælelse i min terminologi, for jeg er frygtelig videbegærlig af natur og har tit en nysgerrighed og sult efter at udforske universer, der fascinerer mig. Det er selvforkælende for mig at hive et par timer ud af kalenderen og drage afsted med mit kamera om halsen, at tage en weekend til København og besøge familien, at sætte gode venner stævne privat eller et hyggeligt sted og…  ja, selvforkælelsestiltag, dem har jeg ikke svært ved at hitte på.

Hvad vil du helst lave en lørdag aften i Aarhus?

Jeg vil helst gå ud at spise en god middag med familien, tage en tur i biffen eller lave lidt god mad hjemme, leje en film og kaste mig i sofaen sammen med mine kære og bare råhygge med hjemmebagt kage, god kaffe og måske en portion popcorn.

Hvad vil du helst lave en spontan fri eftermiddag i Aarhus?

Det kommer an på, hvad mit behov er. Nogen gange vil jeg gerne melde mig til en omgang yoga, andre gange gå en god tur langs stranden, nyde en lækker kop kaffe på Emmerys, spille et slag kort med mine sønner, bage noget lækkert til aftenkaffen, købe ind til lidt ekstra god mad, tage omkring en veninde til en god snak, løbe mig en tur, tage ned og gå en tur i Latinerkvarteret og kigge lidt butikker, sætte mig med en god bog et roligt sted og nyde roen og fordybelsen.

Hvad vil du helst lave om søndagen i Aarhus?

Vågne uden vækkeur, lave lidt god morgenmad til familien, hygge længe over maden, høre lidt god musik og tage mig et velgørende bad. Om eftermiddagen vil jeg gerne finde tid til at gå en tur, hygge med familie og venner, læse en bog, hjælpe ungerne med lektierne, rydde lidt op og gøre klar til en ny uges begyndelse.

Hvad er dit næste arrangement/event i Aarhus?

Jeg skal optræde ved en signering i Bog & Idé i Storcenter Nord den 27. september kl. 18-19. 

Hvad er dit absolut yndlingsspot?

Det er nok herhjemme. Jeg er et rigtig hjemmemenneske. For mig betyder det rigtig meget for min trivsel, at jeg har en hyggelig og afslappet hjemmebase, hvor et godt hverdagsliv kan udfolde sig. Jeg elsker også at være på farten og kan godt rammes af udlængsel, hvis der går for lang tid mellem mine ekspeditioner ud i verden, så det er lidt af en balancegang. Jeg har indgået en aftale med mig selv om, at jeg med jævne mellemrum vil skubbe mig selv ud af komfortzonen og begive mig ud ad ukendte stier for ikke at stivne i den trummerum, hverdagen nogen gange kan indfange én i. Jeg elsker at rejse, men er mindst ligeså glad for at komme hjem igen, hvor jeg nyder at omsætte mine oplevelser og indtryk ind i mit forfatterskab og fordøje alle de indtryk, jeg har fået. Yndlingsspots ud over mit eget hjem? Tja, jeg elsker en plads på én af de gamle jernstole under platanerne i Jardin du Luxembourg i Paris, en plads på én af fortorvscaféerne med en dampende kop kaffe latte i hænderne på Campo dei Fiori i Rom, en slentretur på en lun forårsdag i Frederiksberg Have i København, en plads i den gule spisestue med det skønne lysindfald på Svinkløv Badehotel. Jeg har mange “absolut yndlingssspots”, og det veksler lidt, hvilken plads de har på min lille private hitliste.

Tak for inspirationen Sif ♥

 

Leave a reply

Your email address will not be published.